|
2
Uddrag af profeten Soseph Smiths historie
| 1 |
På grund af de mange rygter, som er blevet sat i omløb af ondsindede personer og af rænkesmede angående Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges fremkomst og udvikling, hvilke rygter alle af deres ophavsmænd har været beregnet på at forklejne dens karakter som kirke og hindre dens fremgang i verden - har jeg ladet mig bevæge til at skrive denne beretning for at bringe offentligheden ud af vildfarelsen og gøre alle, som søger efter sandheden, bekendt med de virkelige forhold, som de er forefaldet med henblik på mig selv og kirken, så vidt som disse tildragelser er mig bekendt.
|
| 2 |
I denne beretning vil jeg fremstille de forskellige begivenheder, som angår kirken, i sandhed og retfærdighed, således som de har fundet sted, eller som de nu eksisterer i det ottende år efter nævnte kirkes oprettelse.
|
| 3 |
Jeg er født i det Herrens år atten hundrede og fem, den treogtyvende december i byen Sharon, Windsor amt i staten Vermont. Da jeg var ca. 10 år, flyttede min far, Joseph Smith, sen., fra staten Vermont til Palmyra, Ontario amt (nu Wayne) i staten New York. Omkring fire år efter min fars ankomst til Palmyra flyttede han med sin familie til Manchester i samme amt.
|
| 4 |
Hans familie bestod af elleve personer, nemlig min fader Joseph Smith, min morder Lucy Smith (hvis navn før hendes ægteskab var Mack, datter af Solomon Mack), mine brødre Alvin (som døde den 19. november 1824 i sit syvogtyvende år), Hyrum, mig selv, Samuel Harrison, William, Don Carlos, samt mine søstre Sophronia, Catherine og Lucy.
|
| 5 |
Et par år efter, at vi havde slået os ned i Manchester, opstod der en usædvanlig religiøs vækkelse. Den begyndte hos metodisterne, men blev snart almindelig blandt alle sekterne på den egn. Til sidst syntes hele egnen i virkeligheden at være grebet deraf. Mange tilsluttede sig de forskellige kirker, hvad der fremkaldte ikke så lidt røre og splittelse, thi nogle råbte: 'Se her!' og andre: 'Se der!' Nogle holdt på metodisterne, andre på presbyterianerne og atter andre på baptisterne.
|
| 6 |
Thi trods den store kærlighed, som tilhængerne af disse forskellige trosretninger lagde for dagen, da de blev omvendt, og til trods for den store iver og nidkærhed, de respektive gejstlige udviste, medens de virkede for at opvække og fremme denne usædvanlige scene for religiøs følelse for at formå alle til at omvende sig, som de gerne udtrykte det, lige meget hvilken sekt de indtrådte i, så viste det sig dog, da de nyomvendte begyndte at fordele sig, nogle til én retning, andre til en anden, at de tilsyneladende gode følelser, både hos præsterne og de omvendte, var mere forstilte end virkelige; thi stor forvirring og bitterhed fulgte; præster stred indbyrdes, og de omvendte ligeså, indtil alle gode følelser, som de havde haft for hinanden, om der nogen sinde havde eksisteret sådanne, gik fuldstændig tabt i en ordkrig og meningsstrid.
|
| 7 |
Jeg var på det tidspunkt i mit femtende år. Min fars familie blev vundet for den presbyterianske tro, og fire af dem sluttede sig til denne kirke, nemlig min mor Lucy, mine brødre Hyrum og Samuel Harrison og min søster Sophronia.
|
| 8 |
I denne alvorlige tid stemtes mit sind til alvorlige betragtninger og fyldtes med stor uro; men selv om mine følelser var dybe og ofte knugende, holdt jeg mig dog på afstand af alle disse partier, selv om jeg gik til deres forskellige møder, så ofte lejligheden tilbød sig. Efter nogen tids forløb begyndte jeg at hælde noget til metodisterne, og jeg følte trang til at forenes med dem; men så stor var striden og uenigheden mellem de forskellige trosretninger, at det var umuligt for en person så ung og med mennesker og ting så ukendt som jeg at danne sig et sikkert begreb om, hvem der havde ret og hvem uret.
|
| 9 |
Mit sind var fra tid til anden stærkt oprørt, thi striden og tumulten var så stor og uophørlig. Presbyterianerne stod meget skarpt overfor baptisterne og metodisterne og anvendte alle deres kræfter på ræsonnementer og spidsfindigheder for at bevise deres modstanderes vildfarelser, eller i det mindste få folk til at tro, at de var vildfarende. På den anden side var baptisterne og metodisterne lige så ivrige efter at stadfæste deres egne læresætninger og gendrive alle andres meninger.
|
| 10 |
Midt i denne ordstrid og meningsudveksling sagde jeg ofte til mig selv: Hvad kan man gøre? Hvilket af alle disse samfund er det rigtige, eller er de allesammen forkerte? Om et af dem er rigtigt, hvilket er det da? Og hvorledes kan jeg finde ud af det?
|
| 11 |
Medens jeg kæmpede med overordentlige vanskeligheder, som var en følge af striden mellem de forskellige religionspartier, læste jeg en dag følgende i Jakobs brev, 1. kapitel, 5. vers: 'Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelse, og så vil den blive ham givet.'
|
| 12 |
Aldrig har et skriftsted gjort stærkere indtryk på noget menneskes hjerte, end dette dengang gjorde på mig. Det syntes med stor kraft at trænge ind i hvert af mit hjertes følelser. Jeg overvejede det atter og atter, da jeg bestemt vidste, at dersom noget menneske trængte til visdom fra Gud, var det mig; thi jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og medmindre jeg kunne få mere visdom, end jeg da havde, ville jeg aldrig få det at vide; thi de forskellige sekters religionslærere udlagde det samme skriftsted på så forskellig måde, at alt håb om at afgøre spørgsmålet ved at henvise til Bibelen tilintetgjordes.
|
| 13 |
Omsider kom jeg til den slutning, at jeg enten måtte forblive i mørke og vildrede eller også følge Jakobs anvisning og bede til Gud. Til sidst traf jeg den beslutning at 'bede om at få den fra Gud', da jeg troede, at dersom han gav dem visdom, der manglede den, og ville give gavmildt og uden bebrejdelser, så kunne jeg vove det.
|
| 14 |
Derfor begav jeg mig, i overensstemmelse med denne beslutning om at bede til Gud, ud i skoven for at gøre forsøget. Det var en herlig, klar morgen, tidligt om foråret 1820. Det var første gang i mit liv, at jeg havde gjort et sådant forsøg, thi til trods for al min ængstelse og uro havde jeg endnu aldrig forsøgt at bede højt.
|
| 15 |
Efter at jeg var kommet til det sted, som jeg forud havde udset dertil og havde set mig omkring og konstateret, at jeg var helt alene, knælede jeg ned og begyndte at opsende mit hjertes ønsker til Gud. Næppe havde jeg gjort dette, førend jeg blev grebet af en magt, der ganske overvældede mig og havde en så forbavsende magt over mig, at den bandt min tunge, så jeg ikke kunne tale. Tæt mørke omgav mig, og det forekom mig en kort tid, som om jeg var dømt til pludselig undergang.
|
| 16 |
Men jeg anvendte alle mine kræfter på at anråbe Gud om at udfri mig af den fjendes magt, som havde overvældet mig, og i selve det øjeblik, da jeg var lige ved at synke i fortvivlelse og hengive mig til tilintetgørelse - ikke til en indbildt tilintetgørelse, men til et virkeligt væsens magt fra den usynlige verden, som havde en så forfærdelig magt, som jeg aldrig før havde følt hos noget væsen - netop i dette forfærdelige øjeblik så jeg en lyssøjle lige over mit hoved, stærkere end solens glans, og den dalede gradvis ned, indtil den hvilede på mig.
|
| 17 |
Ikke så snart havde den vist sig, førend jeg følte mig befriet fra den fjende, som holdt mig bunden. Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min elskede Søn. Hør ham!
|
| 18 |
Min hensigt med at gå og spørge Herren var at få at vide, hvilken af alle sekterne der var den rette, så jeg kunne vide, hvilken jeg skulle slutte mig til. Så snart jeg derfor havde fattet mig så meget, at jeg igen kunne tale, spurgte jeg de over mig i lyset stående personer, hvilken af alle sekterne, der var den rette - og hvilken jeg skulle slutte mig til.
|
| 19 |
Der blev svaret mig, at jeg ikke skulle slutte mig til nogen af dem, thi de var alle forkerte. Den person, som talte til mig, sagde, at alle deres trosbekendelser var en vederstyggelighed for ham, og at disse lærere alle var fordærvede, at 'de drager nær til mig med læberne, men deres hjerter er langt fra mig. De lærer sådanne lærdomme, som er menneskebud og har gudfrygtighedens skin, men fornægter dens kraft'.
|
| 20 |
Han forbød mig endnu engang at slutte mig til nogen af dem, og meget andet sagde han til mig, som jeg ikke nu kan skrive. Da jeg atter kom til mig selv, fandt jeg mig liggende på ryggen med blikket mod himmelen. Da lyset var forsvundet, var jeg kraftesløs; men da jeg kom så nogenlunde til mig selv, gik jeg hjem. Og da jeg stod og lænede mig op imod ildstedet, spurgte min moder mig, hvad der var hændt. Jeg svarede: 'Du skal ikke være bekymret, alt er i orden, jeg har det helt godt.' Så sagde jeg til min moder: 'Jeg har erfaret for mig selv, at presbyterianismen ikke er sand.' Det synes, som om Satan allerede i min allertidligste ungdom vidste, at jeg var bestemt til at ryste og true hans rige. Hvorfor skulle ellers mørkets magter forene sig imod mig? Hvorfor modstanden og forfølgelserne, som rejste sig imod mig, medens jeg endnu næsten kun var et barn?
|
| 21 |
Nogle få dage efter at jeg havde haft dette syn, var jeg tilfældigvis i selskab med en metodistpræst, som tog livlig del i den omtalte religiøse vækkelse; og da vi talte med hinanden om emnet religion, benyttede jeg lejligheden til at tale med ham om det syn, jeg havde haft. Men jeg blev yderst forbavset over hans opførsel; han optog ikke blot min beretning ligegyldigt, men behandlede den endog med stor foragt, idet han sagde, at det altsammen kom fra djævelen, at sådant noget som syner og åbenbaringer ikke fandt sted i disse dage, at alt sådant var ophørt med apostlene, og at sådanne ting ikke ville ske mere.
|
| 22 |
Jeg opdagede imidlertid snart, at min beretning havde vakt en hel del fordom imod mig blandt dem, der bekendte sig til religion, og fremkaldte en stadig tiltagende forfølgelse. Skønt jeg kun var en ubetydelig dreng, mellem 14 og 15 år gammel, og mine forhold i livet var således, at jeg ville blive en dreng uden betydning i verden, så lagde dog mænd i høje stillinger mærke til mig og vendte den offentlige mening imod mig, hvad der forårsagede bitter forfølgelse; og dette var almindeligt blandt alle sekter - alle var enige om at forfølge mig.
|
| 23 |
Jeg tænkte alvorligt dengang, som jeg så ofte siden har gjort, på, hvor besynderligt det var, at en ubetydelig dreng på lidt over 14 år, som var tvunget til at skaffe sig et tarveligt udkomme ved sit daglige arbejde, skulle betragtes som en person af tilstrækkelig betydning til at tiltrække sig de stores opmærksomhed i datidens mest populære sekter, og det i en sådan grad, at det fyldte dem med den stærkeste forfølgelses- og modstandsånd. Men enten det nu var besynderligt eller ej, så var det således, og forårsagede mig ofte stor sorg.
|
| 24 |
Dog var det ikke desto mindre en kendsgerning, at jeg havde set et syn. Jeg har siden tænkt, at jeg følte ligesom Paulus, da han holdt sin forsvarstale for kong Agrippa og fortalte om det syn, han havde haft, da han så et lys og hørte en røst; men der var dog kun få, som troede ham; nogle sagde, at han var uærlig, andre at han rasede, og han blev spottet og hånet. Men alt dette tilintetgjorde ikke synets virkelighed. Han havde set et syn, det vidste han, og al forfølgelse under himmelen kunne ikke ændre den sag; og selv om de ville forfølge ham til døden, vidste han dog og ville til sidste åndedrag vide, at han både havde set et lys og hørt en røst tale til sig, og hele verden kunne ikke få ham til at tænke eller tro anderledes.
|
| 25 |
Således var det med mig. Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig, og selv om jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et syn, var det alligevel sandt; og medens de forfulgte og smædede mig og talte allehånde ondt om mig, uforskyldt, fordi jeg sagde det, følte jeg mig drevet til at sige i mit hjerte: Hvorfor forfølge mig, fordi jeg siger sandheden? Jeg har virkelig set et syn, og hvem er jeg, at jeg kan modstå Gud? Og hvorfor tænker verden på at få mig til at fornægte, hvad jeg virkelig har set? Thi jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, og jeg vovede heller ikke at gøre det. Thi jeg vidste i det mindste, at ved at gøre så, ville jeg forsynde mig imod Gud og komme under fordømmelse.
|
| 26 |
Jeg var nu i mit sind forvisset om, for så vidt som den sekteriske verden angik, at det ikke var min pligt at slutte mig til nogen af dem, men forblive som jeg var, indtil jeg modtog yderligere anvisninger. Jeg havde fundet, at Jakobs vidnesbyrd var sandt, at et menneske, som fattes visdom, kan bede til Gud og få svar, og uden bebrejdelse.
|
| 27 |
Jeg fortsatte med at udføre mit daglige arbejde indtil den 21. september 1823. I hele den tid måtte jeg udstå forfølgelser af alle slags mennesker, både religiøse og ikke-religiøse, fordi jeg blev ved med at påstå, at jeg havde set et syn.
|
| 28 |
I tiden mellem mit syn og året 1823 blev jeg - da det var blevet mig forbudt at slutte mig til nogen af de religiøse sekter, og medens jeg endnu var ganske ung og blev forfulgt af dem, som burde have været mine venner og have behandlet mig venligt, og om de troede, at jeg var blevet vildledt, burde have forsøgt at bringe mig tilbage til den rette vej på passende og kærlig måde - udsat for alle slags fristelser; og da jeg kom i berøring med al slags selskab, begik jeg ofte mange tåbelige fejlgreb, der viste ungdommens svaghed og den menneskelige naturs ufuldkommenhed, og jeg må med bedrøvelse sige, at jeg ofte ledtes i adskillige fristelser, som er anstødelige i Guds øjne. Når jeg aflægger denne bekendelse, er der ingen, der behøver tro, at jeg gjorde mig skyldig i store og grove synder. Det var min natur imod at begå noget sådant. Men jeg gjorde mig skyldig i letsindighed og var undertiden i livligt selskab etc., der var uforeneligt med den karakter, som den skulle bevare, der var kaldet af Gud, som jeg var blevet. Men det vil ikke forundre nogen, der erindrer, hvor ung jeg var, og som kender lidt til mit medfødte muntre temperament.
|
| 29 |
Som følge af disse ting følte jeg mig ofte under fordømmelse på grund af min svaghed og mine ufuldkommenheder; da jeg om aftenen den ovennævnte 21. september var gået i seng, henvendte jeg mig i bøn og påkaldelse til den Almægtige Gud om tilgivelse for alle mine synder og tåbeligheder, samt også om en tilkendegivelse, så jeg kunne vide, hvorledes min stilling og mit forhold var til ham; thi jeg var fuldt og fast overbevist om, at jeg ville få en guddommelig tilkendegivelse, eftersom jeg tidligere havde fået en.
|
| 30 |
Medens jeg således var i færd med at påkalde Gud, opdagede jeg, at et lys begyndte at vise sig i værelset; hvilket lys blev stærkere og stærkere, indtil værelset var mere oplyst end midt på dagen, da pludselig en person viste sig ved siden af min seng, stående i lufter, thi hans fødder rørte ikke ved gulvet.
|
| 31 |
Han var iført en løst hængende kjortel, der var skinnende hvid. Den var af en hvidhed, der overgik alt andet jordisk, jeg nogen sinde havde set; jeg tror heller ikke, at noget jordisk kunne gøres så overordentligt hvidt og skinnende. Hans hænder var bare og ligeledes hans arme til noget over håndleddene. Hans fødder var også bare og ligeledes benene lidt ovenfor anklerne. Hans hoved og hals var ligeledes bare. Jeg kunne se, at han ikke havde andre klæder på end denne kjortel, da den var åben, så jeg kunne se ind på brystet.
|
| 32 |
Ikke blot var hans kjortel overordentlig hvid, men hele hans person var herlig over al beskrivelse, og hans åsyn var virkelig som lynild. Værelset var overordentligt lyst, men ikke så klart som i umiddelbar nærhed af hans person. Lige straks, da jeg så ham, blev jeg bange, men min frygt forsvandt snart.
|
| 33 |
Han kaldte mig ved navn og sagde til mig, at han var en budbærer, sendt til mig fra Guds åsyn, og at hans navn var Moroni, at Gud havde et værk for mig at udføre, og at mit navn skulle nævnes for ondt og godt blandt alle nationer, slægter og tungemål, eller at der skulle tales både godt og ondt om det blandt alle folk.
|
| 34 |
Han sagde, at der var en bog henlagt, der var skrevet på guldplader, og som indeholdt en beretning om dette kontinents tidligere indbyggere og deres oprindelse. Han sagde også, at den indeholdt det evige Evangelium i dets fylde, som Frelseren overgav de tidligere indbyggere det.
|
| 35 |
Sammen med pladerne var der også opbevaret to sten indfattede i sølvbuer; disse sten, fastgjort til en brystplade, udgjorde hvad der kaldtes Urim og Tummim, og disse sten gjorde de mænd, som besad dem og brugte dem i ældgamle eller tidligere tider, til 'seere', og at Gud havde beredt dem til oversættelse af bogen.
|
| 36 |
Efter at han havde fortalt mig disse ting, begyndte han at citere Det gamle Testamentes profetier. Han citerede først en del af det tredje kapitel af Malakias, og han citerede også det fjerde eller sidste kapitel af samme profeti, dog med en lille afvigelse fra teksten, som den læses i vore bibler. I stedet for at læse det første vers, som det lyder i vore bøger, citerede han det således:
|
| 37 |
Thi se, dagen kommer, der brænder som en ovn, da alle hovmodige og alle, som gør ondt, skal brænde som halm; thi de, der kommer, skal opbrænde dem, siger Hærskarernes Herre, så der ikke levnes rod eller gren af dem.
|
| 38 |
Og videre citerede han det femte vers således: Se, jeg vil åbenbare jer præstedømmet ved profeten Elias' hånd, før Herrens store og frygtelige dag kommer.
|
| 39 |
Han citerede også det næste vers anderledes: Og han skal plante i børnenes hjerter de forjættelser, som blev givet fædrene, og børnenes hjerter skal vendes til fædrene. Om det ikke var således, ville hele Jorden fuldstændigt blive lagt øde ved hans tilkommelse.
|
| 40 |
Foruden disse steder citerede han Esajas, 11. kapitel, og sagde, at det var ved at blive opfyldt. Han citerede også det tredje kapitel af Apostlenes Gerninger, 22 og 23. vers, ganske som det står i vort nye testamente. Han sagde, at den profet var Kristus, men at dagen endnu ikke var kommet, da 'hver sjæl, som ikke hører den profet, skal udryddes af folket', men at den snart vil komme.
|
| 41 |
Han citerede også 2. kapitel af Joel, fra det 28. til det sidste vers, (Dansk Bibel Joel 3:1-5). Han sagde også, at dette endnu ikke var gået i opfyldelse, men snart ville. Og han sagde endvidere, at hedningernes fylde snart skulle indgå. Han citerede mange andre skriftsteder og gav mange forklaringer, som ikke kan nævnes her.
|
| 42 |
Videre fortalte han mig, at når jeg fik de plader, om hvilke han havde talt - thi tiden, da jeg skulle få dem, var endnu ikke kommet - skulle jeg ikke vise dem til noget menneske, ej heller brystpladen med Urim og Tummim, kun til dem, som jeg fik befaling til at vise dem til; hvis jeg gjorde det, skulle jeg omkomme. Medens han talte til mig om pladerne, åbnedes mit sind for et syn, så jeg kunne se det sted, hvor pladerne var opbevaret, og det så klart og tydeligt, at jeg kendte stedet igen, da jeg besøgte det.
|
| 43 |
Efter denne betydningsfulde meddelelse så jeg, at lyset i værelset begyndte at samles tæt omkring den person, der havde talt til mig, og det fortsatte dermed, indtil værelset atter var mørkt, undtagen lige omkring ham; og da så jeg straks, så at sige en kanal åbne sig lige ind i himmelen, og han steg op, til han helt forsvandt, og værelset blev da, som før det himmelske lys havde vist sig.
|
| 44 |
Jeg lå og grundede over det enestående i denne scene og undrede mig meget over det, som var blevet fortalt mig af dette usædvanlige sendebud, da jeg midt i mine betragtninger pludselig opdagede, at det atter begyndte at blive lyst i mit værelse, og så at sige et øjeblik efter stod det samme himmelske sendebud igen ved min seng.
|
| 45 |
Han begyndte atter at tale til mig og gentog de selvsamme ting, som han havde sagt ved sit første besøg, uden mindste afvigelse. Da han havde gjort dette, oplyste han mig om store straffedomme, som var ved at komme over jorden med ødelæggelse ved hungersnød, sværd og pest, og at disse grufulde straffedomme ville komme over jorden i dette slægtled. Da han havde berettet disse ting, opfor han igen til himmelen som før.
|
| 46 |
På dette tidspunkt var de indtryk, som alt dette havde gjort på mit sind, så dybe, at søvnen veg fra mine øjne, og jeg lå overvældet af forbavselse over, hvad jeg både havde set og hørt. Men hvor stor var ikke min forbavselse, da jeg atter så det samme sendebud ved min seng og hørte ham gentage det samme, som han havde sagt forud. Han tilføjede dog en advarsel. Han sagde, at Satan ville prøve på at friste mig (på grund af de fattige forhold, der rådede i min faders familie) til at få fat i pladerne i den hensigt at blive rig. Dette forbød han mig, idet han sagde, at jeg ikke måtte have andet for øje, når jeg fik pladerne, end at forherlige Gud og ikke tilskyndes af noget andet motiv end det at opbygge Guds rige; ellers kunne jeg ikke få dem.
|
| 47 |
Efter dette tredje besøg steg han atter op til himmelen ligesom før, og jeg var atter overladt til at grunde over det besynderlige i det, jeg netop havde oplevet, da hanen, næsten straks efter at det himmelske sendebud var opfaret fra mig for tredje gang, galede, og jeg opdagede, at det var ved at blive daggry, så vore samtaler må have varet hele den nat.
|
| 48 |
Kort derefter rejste jeg mig fra min seng og gik som sædvanligt til mit nødvendige daglige arbejde; men i forsøg på at arbejde som på andre dage, følte jeg mig så afkræftet, at jeg slet ikke var i stand dertil. Min fader, som arbejdede sammen med mig, opdagede, at der var noget i vejen med mig og sagde til mig, at jeg skulle gå hjem. Jeg begyndte at gå i den hensigt at gå hjem til huset, men da jeg forsøgte at klatre over gærdet for at komme ud af den mark, hvor vi var, svigtede kræfterne mig fuldstændigt, og jeg faldt hjælpeløs til jorden og lå bevidstløs en tid.
|
| 49 |
Det første, jeg kan erindre, var en røst, der talte til mig og kaldte mig ved navn. Jeg slog da øjnene op og så det samme sendebud stående over mit hoved, omgivet af lys som før. Han gentog alt, hvad han havde sagt mig den foregående nat, og befalede mig at gå til min fader og fortælle ham om det syn, jeg havde set, og de befalinger, jeg havde fået.
|
| 50 |
Jeg adlød og gik tilbage til min fader på marken og gengav det hele for ham. Han svarede mig, at det var fra Gud, og sagde til mig, at jeg skulle gå og gøre, som sendebudet havde befalet. Jeg forlod da marken og gik til det sted, hvor sendebudet havde sagt mig, at pladerne lå forvaret, og takket være det syns klarhed, som jeg havde haft, kendte jeg straks igen stedet, da jeg kom dertil.
|
| 51 |
I nærheden af landsbyen Manchester i Ontario amt, New York, ligger der en høj af betydelig størrelse, den højeste i omegnen. På vestsiden af denne høj, ikke langt fra toppen, under en temmelig stor sten, lå pladerne gemt i en stenkiste. Denne sten var tyk og afrundet midt på oversiden og tyndere ud mod kanterne, så midterpartiet var synligt over jorden, medens kanterne rundt omkring var dækket med jord.
|
| 52 |
Da jeg havde fjernet jorden, fik jeg fat i en stang, som jeg stak ind under kanten på stenen, og løftede denne op med lidt anstrengelse. Jeg kiggede ned, og der så jeg virkelig pladerne, Urim og Tummim, og brystpladen, som sendebudet havde sagt. Kisten, hvori de lå, var formet af sten, der holdtes sammen med en slags cement. På bunden af kisten lå to sten på tværs, og på disse sten lå pladerne sammen med de andre ting.
|
| 53 |
Jeg gjorde forsøg på at tage dem op, men det forbød sendebudet, som atter oplyste mig om, at tiden til at tage dem op endnu ikke var inde; ej heller skulle den komme førend fire år fra den tid; men han sagde, at jeg skulle komme til det sted bestemt om et år fra den tid af, og at han ville træffe mig der, og at jeg skulle blive ved at gøre det, indtil tiden kom, da jeg skulle få pladerne.
|
| 54 |
Følgelig gik jeg, som det var blevet mig befalet, ved slutningen af hvert år, og hver gang fandt jeg det samme sendebud dér og modtog instruktion og belæring af ham ved hver sammenkomst, angående det, som Herren ville lade gøre, og hvorledes og på hvad måde hans rige skulle styres i de sidste dage.
|
| 55 |
Da min faders økonomiske forhold var mindre gode, måtte vi arbejde med vore hænder, arbejde som daglejere og lignende, som lejligheden bød sig. Undertiden var vi hjemme og somme tider ude, og ved bestandig at arbejde var vi i stand til at sikre os et tåleligt udkomme.
|
| 56 |
I året 1824 blev min faders familie ramt af en stor sorg, idet min ældste broder Alvin døde. I oktober 1825 fik jeg arbejde hos en gammel herre ved navn Josiah Stoal, som boede i Chenango amt i staten New York. Han havde hørt noget om en sølvmine, som var blevet åbnet af spanierne i Harmony, Susquehannah amt i staten Pennsylvanien, og havde, inden jeg kom til ham, foretaget udgravningsarbejde for om muligt at finde minen. Da jeg kom i hans tjeneste, tog han mig og de øvrige arbejdere med sig for at grave efter sølvminen; jeg vedblev med dette arbejde i ca. en måned uden at se noget resultat af vort arbejde, og til sidst fik jeg den gamle herre overtalt til at indstille gravningen. Heraf opstod den almindeligt forekommende historie, at jeg har været skattegraver.
|
| 57 |
Medens jeg var således beskæftiget, logerede jeg hos en vis Isaac Hale dersteds; dér så jeg for første gang min hustru (hans datter), Emma Hale. Vi blev gift den 18. januar 1827, medens jeg endnu var i hr. Stoals tjeneste.
|
| 58 |
Da jeg stadig blev ved med at hævde, at jeg havde haft et syn, fortsatte forfølgelsen mod mig stadig, og min hustrus faders familie var meget imod vort giftermål. Jeg var derfor nødt til at tage hende med mig til et andet sted, og vi tog til hr. Tarbills hjem i South Bainbridge i Chenango amt i staten New York, og her blev vi gift. Straks efter brylluppet forlod jeg godsejer Stoal og rejste hjem til min fader og arbejdede på farmen sammen med ham den sæson.
|
| 59 |
Endelig kom det øjeblik, da jeg skulle have pladerne sammen med Urim og Tummim og brystpladen. Da jeg den 22. september 1827, da endnu et år var omme, som sædvanlig gik til det sted, hvor de lå gemt, overgav det samme himmelske sendebud mig dem med den erklæring, at jeg ville blive holdt ansvarlig for dem, og at dersom jeg skulle miste dem af mangel på omhu eller ved ligegyldighed, skulle jeg blive forkastet, men om jeg ville anstrenge mig af alle kræfter for at bevare dem, til han (sendebudet) ville forlange dem tilbage, da skulle de blive beskyttet.
|
| 60 |
Jeg erfarede snart grunden til, at jeg havde fået så strenge befalinger om at passe godt på dem, og hvorfor sendebudet havde sagt, at når jeg havde gjort, hvad der var forlangt af mig, ville han komme efter dem. Thi aldrig så snart var det blevet kendt, at jeg havde dem, førend man gjorde sig de voldsomste anstrengelser for at få dem fra mig. Hver tænkelig list blev anvendt i og for dette øjemed. Forfølgelsen blev endnu bitrere og hårdere end tidligere, og mange mennesker var stadig på vagt for om muligt at tage dem fra mig; men ved Guds visdom forblev de sikkert i min varetægt, indtil jeg ved dem havde fuldført det, der var forlangt fra min hånd. Da sendebudet så, ifølge aftalen, kom efter dem, overgav jeg dem til ham, og han har dem i sin varetægt indtil denne dag, som er den 2. maj 1838.
|
| 61 |
Uroen fortsatte imidlertid stadig, og rygtet med dets tusind tunger var hele tiden travlt beskæftiget med at sætte falske rygter i omløb om min faders familie og om mig. Om jeg blot ville gengive en tusindedel af dem, ville det fylde hele bøger. Forfølgelsen blev imidlertid så uudholdelig, at jeg blev tvunget til at forlade Manchester og sammen med min hustru rejse til Susquehannah amt i staten Pennsylvanien. Medens vi traf forberedelser til afrejsen - vi var meget fattige, og forfølgelsen hvilede så tungt på os, at vi ingen udsigter havde til at forbedre vore kår - fandt vi, midt i vore trængsler, en ven i en herre ved navn Martin Harris, som kom til os og gav mig halvtreds dollars som hjælp til rejsen. Martin Harris boede i Palmyra, Wayne amt i staten New York. Han var en anset landmand.
|
| 62 |
Takket være denne hjælp i rette tid blev jeg i stand til at nå mit bestemmelsessted i Pennsylvanien, og straks efter min ankomst dertil begyndte jeg at afskrive skrifttegnene på pladerne. Jeg afskrev en betydelig del, og ved hjælp af Urim og Tummim oversatte jeg nogle af dem. Dette gjorde jeg i tiden mellem min ankomst til min svigerfaders hus i december måned og den følgende februar.
|
| 63 |
I løbet af februar måned kom ovennævnte Martin Harris til os, fik de skrifttegn, som jeg havde afskrevet fra pladerne og rejste med dem til New York. Angående hvad der dér skete med ham og skrifttegnene vil jeg henvise til hans egen beretning, således som han fortalte mig den efter sin tilbagekomst, og den lyder som følger:
|
| 64 |
'Jeg tog til New York og viste de skrifttegn, som var blevet oversat, tillige med oversættelsen, til professor Charles Anthon, en mand, der var meget berømt for sin litterære viden. Professor Anthon sagde, at oversættelsen var korrekt, ja, bedre end nogen oversættelse fra ægyptisk, han tidligere havde set. Jeg viste ham så dem, der endnu ikke var blevet oversat, og han sagde, at det var ægyptiske, kaldæiske, assyriske og arabiske skrifttegn, og sagde, at de var ægte. Han gav mig et skriftligt bevis, hvori han bekræftede overfor indbyggerne i Palmyra, at disse skrifttegn var ægte, og at også oversættelsen af dem, der allerede var oversat, var korrekt. Jeg tog beviset, stak det i lommen og skulle lige til at forlade huset, da professor Anthon kaldte mig tilbage og spurgte mig, hvorledes den unge mand havde fundet ud at, at der var guldplader på det sted, hvor han fandt dem. Jeg svarede, at en Guds engel havde åbenbaret det for ham.
|
| 65 |
Han sagde da til mig: Lad mig se det bevis. Følgelig tog jeg det op af lommen og gav ham det. Han tog det og rev det i stykker og sagde, at der ikke nu om dage var noget sådant som englebetjening, og at om jeg ville bringe ham pladerne, ville han oversætte dem. Jeg forklarede ham, at en del af pladerne var forseglet, og at det var mig forbudt at bringe dem. Han svarede: 'Jeg kan ikke læse en forseglet bog.' Jeg forlod ham og gik til dr. Mitchell, som bekræftede, hvad professor Anthon havde sagt både med hensyn til skrifttegnene og oversættelsen.'
|
| 66 |
Den 5. april 1829 kom Oliver Cowdery, som jeg aldrig før havde set, til mit hjem. Han fortalte mig, at han havde været skolelærer i det nabolag, hvor min fader boede, og at da min fader var en af dem, som støttede skolen, havde han for en tid logeret i hans hjem. Medens han boede dér, havde familien fortalt ham, hvorledes jeg havde fået pladerne, og derfor var han kommet for at stille forespørgsler til mig.
|
| 67 |
To dage efter Oliver Cowderys ankomst (nemlig den 7. april) begyndte jeg at oversætte Mormons Bog, og han begyndte at skrive for mig.
|
| 68 |
Vi var stadig beskæftiget med oversættelsesarbejdet, da vi den følgende måned (maj 1829) en bestemt dag gik ud i skoven for at bede og adspørge Herren angående dåb til syndernes forladelse, som vi fandt omtalt under oversættelsen af pladerne. Medens vi således bad og påkaldte Herren, nedsteg et sendebud fra himlen i en lyssky, og efter at have lagt hænderne på os ordinerede han os, idet han sagde:
|
| 69 |
I Messias' navn overdrager jeg jer, mine medtjenere, Arons præstedømme, som ejer nøglerne til engles betjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse; og dette skal aldrig mere tages fra jorden, førend Levis sønner atter frembringer et offer for Herren i retfærdighed.
|
| 70 |
Han sagde, at dette aronske præstedømme ikke havde myndighed til at give håndspålæggelse for den Helligånds gave, men at denne skulle overdrages os senere, og han befalede os at gå og blive døbt og underrettede os om, at jeg først skulle døbe Oliver Cowdery, og derefter skulle han døbe mig.
|
| 71 |
I overensstemmelse dermed gik vi og blev døbt. Først døbte jeg ham, og derefter døbte han mig - hvorpå jeg lagde mine hænder på hans hoved og ordinerede ham til det aronske præstedømme, og derefter lagde han sine hænder på mig og ordinerede mig til samme præstedømme - thi således var det befalet os at gøre.*
|
| 72 |
Sendebudet, som besøgte os ved denne lejlighed og overdrog os dette præstedømme, sagde, at hans navn var Johannes, den samme, som i Det nye Testamente kaldes Johannes Døberen, og at han handlede under ledelse af Peter, Jakob og Johannes, som havde det melkisedekske præstedømmes nøgler, hvilket præstedømme, sagde han, skulle overdrages os til rette tid, og at jeg skulle kaldes den første ældste i kirken og han (Oliver Cowdery) den anden. Det var den 15. maj 1829, at vi blev ordineret under dette sendebuds hånd og blev døbt.
|
| 73 |
Så snart vi var kommet op af vandet, efter at vi var blevet døbt, oplevede vi store og herlige velsignelser fra vor himmelske Fader. Aldrig så snart havde jeg døbt Oliver Cowdery, førend den Helligånd faldt på ham, og han stod op og profeterede mange ting, som snart skulle ske. Og på samme måde, så snart jeg var blevet døbt af ham, gik jeg også profetiens ånd, og jeg stod op og profeterede om kirkens opkomst og meget andet, som stod i forbindelse med kirken og denne generation. Vi blev fyldt med den Helligånd og frydede os i vor frelses Gud.
|
| 74 |
Da nu vort sind var blevet oplyst, begyndte skrifterne at åbne sig for vor forståelse, og den sande mening og hensigten med de mere hemmelighedsfulde skriftsteder åbenbaredes for os på en måde, som vi aldrig før havde kunnet nå til, og heller aldrig før havde tænkt på. I mellemtiden var vi tvunget til at hemmeligholde de omstændigheder, under hvilke vi havde modtaget præstedømmet og var blevet døbt, på grund af den forfølgelsens ånd, som allerede havde vist sig i nabolaget.
|
| 75 |
Vi var flere gange blevet truet med voldshandlinger fra pøbelens side, og det til og med af folk, som bekendte sig til religion. Og deres beslutning om at pudse pøbelen på os modvirkedes kun at den indflydelse, som min svigerfaders familie udøvede (under guddommeligt forsyn); de var blevet meget venligsindet mod mig og modsatte sig pøbelvælde, og indvilligede i, at jeg fik lov til at fortsætte oversættelsesarbejdet uden afbrydelse, hvorfor de tilbød og lovede os beskyttelse mod alle ulovlige fremgangsmåder, så vidt som det stod i deres magt.
|
|
 |
